| Notater |
- Ved dåben Moderen, Jomfru Louise Andersen Fisker Ole Larsen, Skipper Karl Andersen alle af Frederikssund
En beskrivelse af Af Omar Valdimarsson Island
Miðvikudagur, 9. maí 2007«b»
«/b»Hans Peter Andersen, f. 30.3.1887 i Frederikssund i Danmark, d. 6.4.1955 på Vestmannaøerne. Fra Solbakki på Vestmannaøerne. Skibsreder.
Ankom til Island i 1906 på Dan-fabrikkens vegne, opholdt sig først på Brekka i Mjoifjørdur, hvorimod han hovedsagelig beskæftigede sig med maskinen i Bliki, som var en 7 tons fiskekutter, ejet af Anton Jakopsson i Eskifjørdur. Ankom til Vestmannaøerne i 1907, hvor han boede hos Margret og Guðlaugur i Gerdi. Denne fiskerisæson var han motorist på motorbåden Fridthjofur VE-98, som var en 7,53 tons kutter, med en 8 hestekræfters maskine. Formanden på denne kutter var den store søfarer og fangsthelt Fridrik Svipmundsson fra Lønd.
I fiskerisæsonen 1909 var Hans Peter motorist i den nykøbte Lundi VE-141 og han var ansat på denne båd i 14 sæsoner, de første tre som motorist, derefter som formand og han blev derefter medejer af båden. I året 1920 fik han sammen med andre motorbåden Skogafoss VE-236 og det er den første båd der blev sejlet over havet, sammen med Lagarfoss VE-234 og Ari VE-235. Alle tre skibe ankom samtidigt om sommeren 1920.
Efter dette var Hans Peter altid skibsreder og ejede en del i følgende både: Herjolfur VE-276, som ankom i 1929, Meta VE-239, som ankom i 1939, Skogafoss VE-320, som blev købt i 1945 og Örn VE-321, som blev købt i 1948. Hans Peter fik altid i en god fangst i hele sin formandstid og fik bla. titlen som fangstkonge i året 1924. Hans Peter var formand i knap tyve år og hørte til den gruppe som tog den første kaptajnuddannelse her i året 1918. Mens Hans Peter var formand, var han ligeledes beskæftiget med andet end fiskeri, eftersom han begav sig på mange rejser hinsides Eyði for at hente gods til fragtskibene. Disse ture var vanskelige rejser og de satte lederens tålmodighed og dristighed på hård prøve. I al den tid hvor han var reder forarbejdede han selv sin fisk således at den kunne eksporteres i forarbejdet stand. Deraf følger at der tit var mange mennesker i Hans Peters hjem, eftersom de ansatte boede i hans hjem.
Efter at han holdt op med at fiske blev han mere foretagsom indenfor foreningsarbejde. Han var bl.a. bestyrelsesformand i Vestmannaøernes bondeforening, i Vestmannaøernes bådgarantiforening og Vestmannaøernes leversammenslutning, som han ligedeles var med til at stifte. Den 19. november 1940 blev han ansat som virksomhedens værkfører og denne stilling besad han indtil sin død. Hans Peter havde ry for at være meget ordentlig og det er ikke udelukket at Vestmannaøernes fiskere har tilegnet sig hans sirlighed, da det i sin tid blev sagt at fiskerbådene på Vestmannaøerne var sirligere end man kendte til andre steder. Hans Peter Andersen døde i sit hjem Solbakki den 6. april 1955.
Johanna Gudjonsdottir, f. 27.2.1889 i Sigluvik i Landeyjar, d. 23.11.1934 i Landspitali i Reykjavik.
Hendes forældre var Valgerdur Jonsdottir, som var arbejdspige i Sigluvik og Gudjon Thorkelsson, som var huskarl samme tid i Midkot i Landeyjar. I året 1892 flyttede han til Kløpp i Midnes. Valgerdur rejste samtidigt til Hemla i Landeyjar. Johanna var den yngste af tre søskende. Hun havde to brødre: Gudmundur, som døde af den spanske syge i 1918, og Ingimundur som boede længe i Gardur, men er nu død for nogle år siden (1983).
Mor og datter, Valgerdur og Johanna, flyttede til Vestmannaøerne i 1903. De siges først at have været bosat i Tun, men kun i kort tid. Siden blev Valgerdur ansat som husbestyrerinde hos Olafur Ingvarsson i Midhus. De blev så gift kort tid efter. Valgerdur lå syg i årevis, og hun har antageligt fået polio. Hun døde omkring 1930. Olafur blev boende i Midhus og han menes at være død omkring 1940. Det siges om Olafur at han var gode venner med alle. Valgerdurs børnebørn nød altid at besøge dem i Midhus. Olafur og Valgerdur fik ikke børn sammen. Johanna rejste med sin mortil Midhus og der boede hun da hun blev konfirmeret. Senere rejste hun som arbejdspige til Muli og der menes hun at have opholdt sig i to år.
Mens hun var i Muli blev hun sendt som tyende til det østlige Island, og der menes hun så at have truffet Hans Peter. Johanna var dygtig til alt arbejde og påtog sig hvad som helt i forbindelse med fiskeriet, samtidigt med at hun tog sig af det huslige arbejde og ydede tjeneste til folkene. Johanna var ligeledes en meget dygtig håndarbejderske. Desuden deltog hun aktivt i foreningsarbejde. Hun var f.eks. en af stifterne af afholdsforeningen Sunna og arbejdede ihærdigt for foreningen indtil sin død. Hun arbejdede også ihærdigt for børneafholdsforeningen Eyjaros og hun siges at have bidraget til at den blomstrede som den gjorde. Johanna G. Anderen afgik ved døden den 23. november 1934, blot 45 år gammel.
Hans Peter Andersen og hans kone Johanna G. Andersen stiftede deres første hjem på Brekka i Mjoifjørdur og der blev deres første barn, Eva, født.
I året 1908 flyttede de så til Vestmannaøerne og der boede de først i Lönd. Derfra flyttede de til Landlyst og der havde de deres hjem indtil de besluttede at bygge Solbakki, som er beliggende i Hasteinsvegur 3. Johanna og Hans Peter fik disse børn: Eva Valgerdur Olafia, Willum Jørgen, Knut Kristján, Njáll, Emil Marteinn og Guðrún Svanlaug.
Hans Peter's anden hustru hed Magnea Jonsdottir, født den 29. marts 1911 i Budarholshjaleiga i Rangarvallasysla. Magnea døde den 31. december 1992. Hans Peter og Magnea blev gift året 1938 og boede først i Solbakki. I året 1939 flyttede de til Danmark og boede der i ét år. Efter hjemkomsten boede de i kort tid i Solhlid, hvorefter de flyttede til Solbakki, hvor de boede indtil Hans Peters død. Hans Peter og Johanna fik tre børn, som er: Johann Julius, en udøbt dreng som døde ung, og til sidst Valgerdur.
Familien Andersen - nogle få ord om ophavet
Af Omar Valdimarsson. Skrevet i september 1983 til Andersen slægtens familiesammenkomst i Vestmannaøerne.
De ældste oplysninger om vores forfædre i det danske rigsarkiv, hvor jeg sad i nogle dage sidste sommer og læste gamle mandtalslister og kirkebøger, stammer fra Frederiksborg amts mandtalsliste fra begyndelsen af året 1787. Familie nummer 70 i mandtalslisten fra Ude Sundby, som ikke eksisterer længere formelt, selvom dele af Oppe Sundby nu kaldes Ude Sundby (disse landsbyer ligger meget tæt på Frederikssund) – denne familie nummer 70 bestod af en arbejdsmand og væver, Willum Nilausen, 59 år, og dennes hustru Abelone Jensdatter, seks år ældre, og ifølge historien lidt af en strigle – og deres to børn, Jens Willumsen, 22 år, og pigen Marin Willumsdatter, på 17 år.
Willum Nilausen var noget af en kunstner, hvilket blandt andet kan ses af det faktum at han var beskæftiget indenfor væveri, hvilket ikke var noget som alle mænd gjorde i den tid. Det krævede en vis kunnen og snilde, selvom der ikke har været tale om egentlig kunstvæveri. Willums søn Jens Willumsen, lærte faget af sin far og blev senere en god væver.
Disse gode mennesker, Willum Nilausen og Abelone Jensdatter, var mine tip tip tip tip tipoldeforældre – hvilket betyder at mine børn er niende generation fra Willum og Abelone. Det kan nævnes her for sjovs skyld, at der i Kongens København forefindes en meget sjov restaurant som netop hedder Abelone. Vi burde måske huske på næste gang der fødes piger ind i familien, at der findes andre navne end kun Johanna, Peter og Eva – og i den sammenhæng kunne man tænke på navnet Abelone.
Ifølge denne mandtalsliste fra 1787 lader Willum og Abelone til at være blevet født i henholdsvis 1728 og 1722. Det betyder at de blev født for 255 og 261 år siden (oversætters bemærkning: skrevet i 1983).
Efter en hurtigt gennemlæsning lod der ikke til at findes flere oplysninger om deres datter Marin. Jeg har således regnet med, at hun er blevet gift med en eller anden god mand fra egnen og har fået børn med ham. Men sytten år senere, i året 1801, foretog man igen mandtal i sognet. På daværende tidspunkt var gamle Willum Nilausen afgået ved døden, hvorimod Abelone var fyldt 83 år og var bosat hjemme hos sin søn, Jens Willumsen, og dennes hustru Anne Olesdatter. Sønnen havde giftet sig med en kvinde som var ældre end ham, ligesom faren havde gjort, hvilket ses af at Anne blev født to år før Jens.
Denne Jens arbejdede hårdt hele sit liv og det ses bedst af at han som 35 årig ikke blot var væver men ligeledes en selvstændig bonde i Ude Sundby. Han og hans kone er blevet gift omkring 1790, fordi da man næste gang havde mandtal i 1801 havde de seks børn, hvoraf det ældste var ti år. Det var dog først året efter, det vil sige i 1802, at vores næste forfader blev født. Det år fik Anna og Jens tvillingerne Anders og Anne Dorthe. De blev født på gården Bilidt, som folk på disse kanter stadig kender til, i det mindste vores slægtninge i Frederikssund. Foruden gamle Abelone, Jens og Anna og børnene, som talte mindst otte, var der to karle på gården, den ene en ung dreng og den anden en voksen mand.
Anders Jensen blev senere gift med en kvinde fra Krogstrup, som ligger der i nærheden. Denne kvinde hed Sidse Hansdatter og hun var ét år yngre end ham. De boede i begyndelsen i Ude Sundby og fik mindst syv børn. Det kan man se af mandstalslisten fra 1845 i Frederikssund, da de for nylig må have været flyttet til den landsby, som byen dengang var. Deres yngste barn var på daværende tidspunkt et udøbt pigebarn, hvorimod barnet i midten var en niårig dreng, som var blevet opkaldt Jens Willumsen efter sin farfar og hans generation var den første som brugte efternavnet Andersen. Danskerne holdt helt op med at bruge farens fornavn som efternavn, ligesom man gør i Island i dag, i midten af det 19. århundrede. Anders Jensen, den egentlige stammefader, hvis vi tager sigte efter Andersen-navnet, var en alsidig arbejdsmand, både på havet og i land, og han besad stillingen som lods da han var fyrre år gammel. Hans søn Jens Willumsen Andersen, var ligeledes lods, og han var min mors oldefar og oldefar til de Andersen søskende, som størstedelen af os stammer fra og som vi er samlet sammen her for at hylde. Hans kone var Charlotte Amalie Andersen, født Jensen.
Der kunne ikke oplyses om det præcise antal børn de fik, i den hurtige gennemgang, som jeg måtte nøjes med på det danske rigsarkiv, men det er dog tydeligt at de har været unge da de fik sønnen Carl Willum Andersen, som var min oldefar. Jeg ved ikke hvilket år han eller hans kone. (Carl Willum blev født den 28. februar 1865 og Juliane Kristine Poulsen den 26. marts 1870, hvilket blev rettet senere). Selv deres efterlevende datter og mange af min slægts grandtante, Eva, som bor i Frederikssund, husker ikke hvornår de blev født, selvom hun ellers er rask og ved godt befindende. Hun fortalte os her i sommer, at hendes mor aldrig diskuterede den slags eller familieforhold i al almindelighed.
Så er vi nået frem til mine bedsteforældre, danske Peter og Johanna. Min bedstefar var ét ud af Carl Willums og Julianes ni børn og stamfaderen til vores familie her i Island. Han blev født i Frederikssund den 30. marts 1887 og ville således være blevet fyldt 96 år i år havde han levet. Min bedstemor blev født to år senere i Island, den 27. februar 1889. Ud af disse ni søskende er der stadig tre i live (i 1983): Svend, som bor i Reykjavik, Eva, som bor i Frederikssund, og Elna, som bor i Odense. Min bedstefar og hans søskende fik i alt 32 børn, således at vi kan se, at selvom vi er mange her, så er der mange flere i Danmark og i Sverige, hvor noget af familien er bosat.
Min oldefar, Carl Willum, druknede sammen med sin søn Jørgen, den 15. januar 1934. Min oldemor levede i syv år efter det og havde travlt med at opdrage hele børneflokken og at styre det store hjem. Ifølge det som gamle Eva Jespersen fortalte os i sommer, så beklagede min oldemor sig aldrig. Det var ikke hendes stil at klage eller brokke sig og det samme gjaldt hendes mand og det kendetegner stadigvæk denne familie og det må aldrig ændres.
|
Broesby-Olsens Slægtstavle
1887 - 1955 (68 år)
