En af Hundested´s Heltinder.

Hun hed Petronille Henriksen, hendes mand omkom på havet og hun sad tilbage med 8 børn: Lars, Hans, Henrik, Jens, Krestine, Peter, Laura og Anton. Det var en katastrofe dengang.

Senere tog søen 2 til (Hans og Henrik), Lars sejlede på de store have, en dag gik han i land i Amerika og giftede sig der.

Jeg lærte Nille at kende som lille pige. Jeg var 6-7 år. Min far eksporterede på det tidspunkt søtunger "for Fiskerne". De blev sendt til Tyskland.

Han fik af fiskerne lov til at ansætte fiskerenkerne til at rense fiskene, så de ekstra penge kunne hjælpe dem til et lidt bedre liv

Dengang var en enkepension sikkert ikke på mange kroner.

Nille har sikkert haft det meget kummerligt i de første år, men hun mødte alt med et smil og venlighed. Hun blev ikke ond og misundelig. Hun var en stolt kvinde, hun gik til hånde ved fødsler, var en rar barnepige, sine egne børn elskede hun, dem talte hun altid glad om.

Hendes barnebarn Henry, som hun tog sig af, var hendes øjesten. Han elskede også Bedste, som han sagde med varme i stemmen.

Jeg har tit som barn set Nille komme fra skoven med et knippe grene på sin ryg. Jeg spurgte, om det ikke var tungt, nej, det er ikke så slemt, men det er en lang vej. Allerede dengang var Nille en lille krumbøjet kone

Da jeg som ung passede mejeriudsalget i Hundested, talte jeg med Nille hver dag. Nille kom hver dag og købte sit mål fløde og l l mælk. Jeg elskede Nille. Hendes hilsen lød "Goddag mit barn".

Jeg delte hendes glæde, når hun fortalte om Henry Sørensen, der læste meget og var en dygtig dreng i skolen. Desværre oplevede Nille ikke at han kom i Sognerådet og i Folketinget, det ville have glædet hendes gamle hjerte.

Jeg hørte tit som barn, at Nille var fattig. Selv synes jeg, Nille var rig. Hun ville ikke gifte sig igen, hendes børn skulle ikke have stedfader, hun ville selv opdrage dem til gode samfundsborgere og det lykkedes. Hun havde en glæde i sig, som hun delte ud af til dem, hun holdt af.

En borger fra Hundested